Flytning af domæne

Behold foreningens webadresse/domænenavn

 

Her kan du læse lidt omkring teknikken bag domænenavne, dns-henvisninger og webhoteller - og hvordan jeres forening kan beholde en eksisterende webadresse i vores system.

 

Har foreningen ikke nogen webadresse i forvejen, får den en hos os
Når du opretter et demosite til din forening i vores system, vil det blive tildelt en webadresse (URL) som hedder http://navn.memberlink.dk, hvor navn erstattes af foreningens navn eller betegnelse. Hvis jeres forening ikke ønsker at benytte sit eget domæne, når foreningen går i luften med den nye hjemmeside, vil denne webadresse blive jeres nye hjemmesides webadresse.  

 

Behold foreningens webadresse til den nye hjemmeside i vores system
Hvis jeres forening allerede har en webadresse, altså sit eget domæne, f.eks. www.navn.dk skal der blot foretages en dns-henvisning til den nye hjemmeside hos den domæneudbyder som håndterer jeres webadresse (domæne).

Som minimum skal en domæneudbyder kunne tilbyde dns-henvisning, dvs. mulighed for at webadressen (domænet) kan pege på den nye hjemmeside hos MemberLink. Nogle tilbyder også et mail-hotel, så foreningen kan få oprettet egen mailadresse(r) hos domæneudbyderen.

En dns-henvisning kan laves på flere måder. I vores system bruger vi CNAME henvisning, men vi kan også håndtere en IP-adresse henvisning, hvis i foretrækker det.

Du kan ofte selv sætte en dns-henvisning op ved at logge ind hos jeres domæneudbyder og ændre dns indstillingerne for jeres webadresse (domænenavn). Når ændringen er foretaget kan der gå op til 24 timer, inden ændringen slår fuldt igennem.

Rent praktisk vil det sige, at du skal logge på hos foreningens domæneudbyder og i dns indstillingerne oprette en viderestilling af 'typen' CNAME og der skal peges på "www.memberlink.dk". Vil du gerne oprette en dns-henvisning via IP-adressen, så kontakt os: support@memberlink.com 

 


Hvem står for hvad?


DK-Hostmaster

Holder styr på, hvem der ejer rettighederne til de enkelte domænenavne i Danmark. De sørger for jeres forenings rettigheder og ejerskabet til webadressen (domænet), således at ingen andre kan anvende eller overtage webadressen (domænet).

Domæneudbydere (webhotel)
Har foreningen ikke nogen webadresse (domæne) i forvejen, kan den få en domæneudbyder til at oprette en webadresse (domæne), og udbyderen sørger så for, at den registreres hos DK-hostmaster. De håndterer også brugen af webadressen (domænet) og viderestilling (dns-henvisning) til en hjemmeside. Der findes mange udbydere, der kan oprette og registrere webadresser (domæner), f.eks. www.one.com, www.dandomain.dk eller www.web10.dk.

MemberLink
Vi håndterer hjemmesiden og rent fysisk er hjemmesiden placeret i et hostingcenter med en cloud-løsning, dvs. hjemmesiderne ligger ikke på en fysisk server, der står hos os.

OBS!

Undgå at benytte æ, ø og å i webadressen (domænenavnet). Det kan godt lade sig gøre at oprette webadresser med de nationale bogstaver - som vores æ, ø og å, f.eks. www.møllegården.dk - men det anbefales, at den primære webadresse oprettes uden nationale bogstaver, f.eks. www.mollegaarden.dk Man kan så oprette 'alias' webadresser, altså tillægsadresser, hvor de nationale bogstaver indgår og som f.eks. www.moellegaarden.dk, der kan bruges til at opfange eventuelle ”stavefejl”.
Hvis man også opretter mailadresser hos en domæneudbyder, frarådes det også at benytte nationale bogstaver. Man risikerer at miste mails, hvis domænenavnet for mailen indeholder nationale bogstaver.